Kosmos Gateway
![]()
Kosmos Gateway er et metaindex, idet vi ikke tilstræber nogen form for fuldstændighed i registreringen af dokumenter på internettet. Dog ikke metaindex i ordet snævre betydning som "index over indexer", men forstået som kvalitativ registrering af overordnede sites, indgange eller vejvisere til forskellige emneområder. Vi opremser fx ikke alle danske biblioteker, men nøjes med et link til Biblioteksstyrelsens fortegnelse; et område som skak dækkes fortrinligt med et link til Dansk Skak Union, hvorfra der er videre adgang til såvel den danske som den internationale skakverden. Så entydig er forholdene dog langtfra i alle tilfælde, og der er desværre ingen garanti for, at selv etablerede institutioner har et særlig veludviklet linkapparat, hvorfor det i mange tilfælde (også for en sikkerheds skyld) vil være påkrævet med en del flere henvisninger.
I den kvalitative vurdering af sites lægger vi således vægt på troværdighed (institutioner, organisationer, læreanstalter), så vidt muligt kendte og veletablerede fremfor enkeltpersoners mere eller mindre pålidelige frembringelser. En stor del af internettets særpræg og styrke er dog netop sådanne uautoriserede con amore dokumenter, billeder etc, som selvfølgelig efter en konkret vurdering vil kunne finde optagelse i Kosmos Gateway. Ved alle typer sites vægtes således først og fremmest et udbygget linkapparat, adgang til fuldtekst ressourcer, tillidvækkende ophav, opdateringsgrad (bl.a. for at undgå obsolete links) samt evt særlig speciel eller enestående dokumentationsværdi.
Beskrivelsen af de enkelte sites omfatter en tilstræbt kort, beskrivende, oplysende, præcis note, hvis indholdet ikke klart fremgår af titlen, eller hvis der er særlig bemærkelsesværdige forhold at fremhæve. Relevante, potentielle søgeord og synonymer medtages. Udgiver eller forfatter noteres ikke konsekvent, men kun hvis de har informationsbærende værdi eller kildevurderingsmæssig betydning. Sites klassificeres efter DK5-systemet, selvfølgelig evt med biplaceringer og interne henvisninger. Læs mere om DK5 klassifikationssystem, søgetips, oversigt over systemet m.m. på Det Kongelige Bibliotek.
Se desuden Help med brugervejledning til systemet, søgning og register!
![]()